Juletale af fru Thastum 1968


1968 18. dec.; Julens egentlige betydning må ikke glemmes for det materielle
Smuk julefest for de ældre og vægtig tale ved Fru Thastum Sørensen og sognerådsformand Poul Rasmussen.

Kontaktudvalget i Jyderup, i samarbejde med sognerådet, havde i går eftermiddags arrangeret en smuk og stemningsfuld julefest for sognets ældre og invalidepensionister, og ca. 130 havde efterkommet indbydelsen og samledes om julesmykkede borde. Tændte juletræer var med til at markere juleoptakten.
Husmandsforeningens formand fru Anna Møller Hansen, udtalte smukke mindeord om fru Karen Sørensen, Lejerbo, der i går blev begravet og alle rejste sig til et "Æret være Karen Sørensens minde"
Programmet for festen blev annonceret ved formand for Kontaktudvalget, fru Emilie Andersen. Efter et par julesalmer og musik ved postbud Peter Jørgensen, Akselholm, underholdt Jyderup kommuneskole sangkor, under ledelse af lærer Leo Christensen.
Skolekoret er vokset til 24 piger og er - med succes - begyndt at påtage sig særlige opgaver, såvel flerstemmige som sprogmæssige. Der indledtes med en munter afdeling, hvor de dygte piger imponerede med at synge en vise i dansk, engelsk og tysk udsættelse. I den lødige afdeling sang koret flere julesange, både nye og kendte. Bifaldet var stort og fortjent og koret blev budt på en forfriskning.
Overlærer Fru Thastum Sørensen takkede for opfordringen til at holde juletalen og udtrykte glæde ved, at der stadig var venskabskontakter lige fra de år, da hendes mand levede - pastor Emil Sørensen - der var præst i Jyderup-Holmstrup sogne. Når vi ældes, er det som vi bedre fatter meningen med de år vi fik tildelt. Vi får som ældre bedre tid til at tænke over livet, som både kan være dejligt og forfærdende. Fra bogen "At ældes med ynde og værdighed" citerede fru Thastum bl.a. Clara Pontoppidan, der om ensomhed havde skrevet, at det var værre, hvis man aldrig fik lov til at være alene, og fandt, at man lige så rigtigt som man skrev om den skønne ungdom kunne skrive om den skønne alderdom - og en gammel præst skrev, at i livets spil var Jesus Kristus den gode medspiller, som vi kan stole på.
Julens egentlige betydning er budskabet om frelseren, der kom til jorden den første julenat, ham, om hvem englene sag "Eder er i dag en frelser født". I det budskab kan vi finde julens mening. Bag alt dette ydre eller udvendig og materielle, skal vi søge ind til det egentlige, og vi skal bruge adventstiden som det den er tænkt. Forberedelse til julens store højtid.
Julen skulle gerne være og betyde andet og mere, end at vi én gang om året er særlige rare og gavmilde mod hinanden, mod vore medmennesker, f.eks. som firmaer, der stryger julefrokosten til fordel for Biafra, eller lignede.
Jul er lysenes fest, symboliseret i adventskranse, i gaderne og i hjemmene, og alligevel er det ikke det vi mennesker gør for, at skabe stemning, men det lys der tændes i "skyggernes land" og som aldrig slukkes, julebudet i Guds ord til os. Julebudet om Jesus, der levede og døde for at frelse menneskeslægten. Det fornødne er, at vi får øjne, der kan se Gud. Det er det bud, der skal bringe den rette juleglæde, også til dem, der har det svært, for - knuste hjerter føje bedst, hvad denne skønne julefest for glæden har at bringe.
Fru Thastum sluttede sin smukke juletale med at citere digtet "Julelys" skrevet af provst Henry Larsen, Skamstrup. Det var for øvrigt provst Larsen, der i 1929 indsatte pastor Emil Sørensen ved det første embede i Bjergby-Mørkøv.
Ind i mellem havde været kaffepause, og flere sange blev sunget. På de ældres vegne overrakte fru Gyrithe Hansen, Tornved, en gave til fru Emilie Andersen og takke de for alt hvad kontaktudvalget gjorde for gamle og ensomme.
Fru Andersen kvitterede med en tak for de mange "kontakter" hun selv havde fået. Fru Anna Møller Hansen ledede uddelingen af mange dejlige gaver til gæsterne.
Sognerådet blev takket ofr den støtte der ydes til dette arbejde, og omvendt blev der fra sognerådsformand Poul Rasmussen rettet en tak til kontaktudvalget for godt samarbejde. Med det arbejde udvalget udfører, er de med til at skænke glæde og tænde lys for de ældre. Lønnen ligger i at se de glade ansigter og det er dejligt at mærke, at der er mennesker, som er taknemlige og ikke er negative med at kræve og kritisere. Sognerådsformanden nævnede, at fru Thastum Sørensens tale havde sat mange tanker i gang og mindes os om, at julen ikke blot er noget udvendigt. Det får os også til at tænke på vor barndoms jul, og var der noget så stort og smukt som julemorgen hjemme hos mor og far. I budskabet om glæden der er "jordens gæst", ligger den vished, at ingen behøver at være ensomme.
På deltagernes vegne takkede fhv. ejendomshandler J.P. Hansen, "Perlen", og mindedes dem, der ikke kunne være til stede.
Fru Emilie Andersen takkede til alle sider og meddelte, at der forelå indbydelse fra en række hjem, til dem, der muligvis ikke havde nogen at holde juleaften sammen med.
Den dejlige og stemningsfulde juleoptakt sluttede med salmen "Dejlig er jorden".


Kilde:
Kalundborg Folkeblad 18. dec. 1968, side 6; Julens egentlige betydning må ikke glemmes for det materielle


Sidst rettet 17. oktober 2014
©Jyderup Realskole